søndag den 17. juni 2012

Teenager i 60erne og ryger

Hun husker . . . . .

I dag er der i hvert fald al mulig grund til at lade være med at ryge. Alle er klar over rygningens farer, både for eget og andres liv og helbred.

Dengang i 60erne var det selvfølgelig også valgfrit, om man ville begynde at ryge som ung. Blot blev der ikke, som i dag, malet fanden på væggene, men i en eller anden grad var det nok alligevel forstået, at rygning var farligt for helbredet, uden at der derfor blev talt en masse derom og uden advarsler på cigaretpakkerne.


Smarte reklamer i ugebladene med kendte inden- og udenlandske skuespillere, rockmusikere og andre kendte personer, har da helt sikkert dengang i 60erne været med til at sætte focus på, at det skam var smart at ryge.



For mit eget vedkommende begyndte det så småt omkring konfirmationen og faktisk tror jeg også, at det netop handlede en hel del om, at være smart og med fremme, mere end det egentlig smagte godt, for det gjorde det jo ikke.

I mit hjem var det kun min far, der røg og det gjorde han kun til jeg var omkring 14-15 år. Så lagde han cigaretterne på hylden og røg aldrig sidenhen. Hvorimod jeg altså først var på begynderstadiet til et liv som ryger.

Der var ikke tale om noget bestemt kvantum om dagen, snarere en cigaret i ny og næ, når lejlighed bød sig og nogen måske havde cigaretter, som de gav ud af. Jeg gik ikke med cigaretter og havde heller ikke penge til at købe dem for i større målestok. Det nærmeste var, når vi veninder i fællesskab købte en pakke cigaretter af mærket Eifel. De fandtes i pakker med 5 stk. i og kunne købes forskellige steder i kiosker og tobakshandeler. Cigaretter kunne også trækkes i cigaretautomater, som der dengang var en del af rundt i byen. Ofte i forbindelse med købmandsforretninger og tobaksforretninger.


De få cigaretter i ny og næ, blev langsomt til flere og efterhånden var man jo avanceret til en rigtig ryger. Rygeriet stod herefter på i en årerække, men heldigvis for mit eget vedkommende fik jeg dog holdt op for over 25 år siden, men ikke alle var så heldige. Nogle ryger stadig.

torsdag den 14. juni 2012

Isbar og Jukebox

Hun husker . . . . .

I de fleste større byer, var der en isbar med jukebox, hvor ungdommen mødtes, hørte musik, spiste is og drak sodavand.
Vores købstad var ingen undtagelse. Her var faktisk to isbarer, - en i hver ende af hovedgaden.
Herunder et gammelt foto af ejendommen Østergade 9, hvor den senere isbar Onkel Tom kom til at ligge. (Huset t.v. med den høje trappe bag manden med kælken.)

I den hvide ejendom til venstre på Østergade 9, bag manden med kælken, lå isbaren Onkel Tom

Når vi gik på isbar, var det ofte spontant og ofte havde veninderne fået samme gode idé. Vi sad sammen og nød musikken, der var valgt på jukeboxen.
Desværre husker jeg ikke hvor meget boxen skulle fodres med, men mener at huske, det kostede 25 øre for et nummer. Der kunne vælges en stribe af numre på forhånd og kastes penge i på en gang. Yndlingsnumrene kom så som perler på snor og det var dejligt, når man selv havde valgt dem. Værre var det, hvis en anden havde valgt en stribe numre, som man ikke brød sig om.


Det var ofte hen på eftermiddagen, når lektierne var overstået, at man lige skulle ned og vende i byen. - Et besøg på isbaren og en hurtig snak . Ofte mødtes man med de samme hver gang, som havde fået samme gode idé.
- Og så var det sådan, at man kom på den samme af byens to isbarer hver gang. De,som gik i skole i den østlige del af byen kom på én og de, som gik i skole i den vestlige del af byen kom på den anden. Byens to skoler delte byens ungdom i to samt valget af isbar.


I en større nabokommune fik man på et tidspunkt midt i 60erne en mælkepop bar og det var nyt. Her spillede man ungdommens musik, der blev drukket milkshakes uden alkohol med forskellig smag af høje glas med sugerør ved en bardisk. Meget moderne og meget smart. Mælkepop'erne blev vist lanceret af Karoline for mejerierne.
Desværre var det ikke ofte, vi teenagere teenagere havde lejlighed til at komme på mælkepop. Afstanden var lang set med datidens øjne. Bil, bus eller tog var en nødvendighed, men nogle få gange bød lejligheden sig dog til et besøg på dette spændende sted.

onsdag den 13. juni 2012

I popklubben

Hun husker . . . . . .

Et par år eller tre inde i 60erne, var der landet over etableret pigtrågsbal og såkaldte popklubber for de unge. Her blev landskendte og mindre kendte pigtrådsorkestre hyret til at spille for de unge. Samtidig afholdtes pigtrådsballer lørdag aften, men det kunne faktisk også være søndag eftermiddag med pigtrådsmusik og dans. Det foregik ofte på et af de stedlige hoteller og der var trængsel til arrangementerne.
Billedet viser et af tidens pigtrådsorkestre, som vi jævnligt var til popbal med. The Savages var fra Fredericia og bestod bl.a af brødrene Hans og Claus Dal.

The Savages

Når vi veninder skulle i popklubben lørdag aften, det foregik altid på Restaurant Kongebrogården i Middelfart og vi skulle være medlem af klubben for at blive lukket ind. Der var altid en masse forberedelser, før vi skulle afsted og forberedelserne varede sædvanligvis hele lørdag eftermiddag. Ofte var vi to veninder sammen, hos den ene eller hos den anden. Der skulle vælges tøj og sko, håret skulle sættes, make up'n skulle på plads og det kunne tage timer før resultatet var tilfredsstillende. Alene det, at toupere håret, så det sad fuldstændig perfekt, var et kæmpe ritual, om man nu også ramte plet i første forsøg, ellers var det om og om igen til håret sad.


Forventningerne var høje og vi kunne næsten ikke vente til vi skulle afsted. Det kom måske også af, at vi kun  fik lov at tage afsted engang imellem. Det var ikke nogen selvfølge, at vi måtte gå i byen hver lørdag aften, - slet ikke. Piger på 15-16 år dengang, skulle spørge forældrene om lov til at gå i byen og så var der altid klokkeslet på, hvornår vi skulle være hjemme. Selvfølgelig mukkede vi, når vi fik nej. Det var ganske forfærdeligt, når veninden fik lov at gå og man selv måtte blive hjemme, - ja, faktisk slet ikke til at bære.

Når der var popbal på Kongebrogården, kom vi gerne i god tid. Det gjalt om at få det hele med. - Suset, når man trådte indenfor, et mylder af unge, forventningsfulde mennesker og scenen, hvor musikerne havde stillet instrumenterne op. Straks vi havde afleveret overtøjet, - afsted til damernes toiletter, hvor en sidste afpudsning fandt sted foran spejlet.


Så gik jagten ind på at finde et rigtig godt bord, - strategisk rigtigt anbragt, så intet skulle blive et forstyrrende element i vor aften og alt, hvad vi kom for at opleve.

Vi var to veninder, som indledte aftenen ens hver gang, vi var afsted i popklubben. Der blev bestilt 2 grape tonic, - én til hver og med mindre nogen gav ud på os, skulle den vare hele aftenen. Vi drak aldrig øl eller spiritus, men evnede at more os alligevel.
Som regel holdt vi altid øje med, om den eller den kom. Det var rimelig nemt og det var stort set de samme, som dukkede op hver gang og naturligvis kendte vi en masse. - Skolekammerater og andre unge fra byen.

Det giver dejlige minder, at tænke på dengang, hvor det hele begyndte og det, at have været en del af det.