tirsdag den 4. september 2012

Skøjtevejr og lyseblå strækbukser

Hun husker . . . . .

Dengang først i 60erne, når vinteren bed og der var frostgrader i luften, var det skik og brug at byens og forresten også nabobyens ungdom strømmede til skøjtebanen lige ved Hotel Kongebrogården, som jo desværre ikke er mere i sin oprindelige smukke, gamle, skikkelse.


Skøjtebanen genopstod hvert år i kolde vintre, hvor kommunen overrislede et stort fladt areal med vand og gav børn og unge lejlighed til at boltre sig på skøjter til et stykke ud på aftenen, thi skøjtebanen var flot oplyst. Vi kunne slet ikke få nok af de herlige skøjteoplevelser og fik ofte lov til at være på skøjtebanen efter spisetid om aftenen. Sæsonen var som regel kort.


Sammen med en veninde, husker jeg, vi om vinteren begav os ned til Kongebro, tillige med en masse andre skøjtehungrende børn og unge.



Et år havde jeg fået hvide kunstskøjter i julegave, men mange måtte klare sig med gammeldags skøjter, som de spændte på støvler og lignende.
Det var faktisk vigtigt for os teenagere, at se godt ud på isen. Sammen med de hvide kunstskøjter, husker jeg også at ha' haft et par sart lyseblå strækbukser, af den slags, hvor bukserne forneden udgjorde en strop ned under foden. Det var på tidspunktet højeste mode. Sammen med en hvid, vatteret jakke af nylonstof, var det et flot skøjtesæt.

                SKIMODEN VINTEREN 1959/1960





Skøjteløb var ikke eneste vinteraktivitet. Vi stod også på ski, i vintre med godt snevejr. Det foregik på bakkerne ved Den gamle Lillibæltsbro. Her nød byens ungdom og de voksne sneens glæder.

søndag den 17. juni 2012

Teenager i 60erne og ryger

Hun husker . . . . .

I dag er der i hvert fald al mulig grund til at lade være med at ryge. Alle er klar over rygningens farer, både for eget og andres liv og helbred.

Dengang i 60erne var det selvfølgelig også valgfrit, om man ville begynde at ryge som ung. Blot blev der ikke, som i dag, malet fanden på væggene, men i en eller anden grad var det nok alligevel forstået, at rygning var farligt for helbredet, uden at der derfor blev talt en masse derom og uden advarsler på cigaretpakkerne.


Smarte reklamer i ugebladene med kendte inden- og udenlandske skuespillere, rockmusikere og andre kendte personer, har da helt sikkert dengang i 60erne været med til at sætte focus på, at det skam var smart at ryge.



For mit eget vedkommende begyndte det så småt omkring konfirmationen og faktisk tror jeg også, at det netop handlede en hel del om, at være smart og med fremme, mere end det egentlig smagte godt, for det gjorde det jo ikke.

I mit hjem var det kun min far, der røg og det gjorde han kun til jeg var omkring 14-15 år. Så lagde han cigaretterne på hylden og røg aldrig sidenhen. Hvorimod jeg altså først var på begynderstadiet til et liv som ryger.

Der var ikke tale om noget bestemt kvantum om dagen, snarere en cigaret i ny og næ, når lejlighed bød sig og nogen måske havde cigaretter, som de gav ud af. Jeg gik ikke med cigaretter og havde heller ikke penge til at købe dem for i større målestok. Det nærmeste var, når vi veninder i fællesskab købte en pakke cigaretter af mærket Eifel. De fandtes i pakker med 5 stk. i og kunne købes forskellige steder i kiosker og tobakshandeler. Cigaretter kunne også trækkes i cigaretautomater, som der dengang var en del af rundt i byen. Ofte i forbindelse med købmandsforretninger og tobaksforretninger.


De få cigaretter i ny og næ, blev langsomt til flere og efterhånden var man jo avanceret til en rigtig ryger. Rygeriet stod herefter på i en årerække, men heldigvis for mit eget vedkommende fik jeg dog holdt op for over 25 år siden, men ikke alle var så heldige. Nogle ryger stadig.

torsdag den 14. juni 2012

Isbar og Jukebox

Hun husker . . . . .

I de fleste større byer, var der en isbar med jukebox, hvor ungdommen mødtes, hørte musik, spiste is og drak sodavand.
Vores købstad var ingen undtagelse. Her var faktisk to isbarer, - en i hver ende af hovedgaden.
Herunder et gammelt foto af ejendommen Østergade 9, hvor den senere isbar Onkel Tom kom til at ligge. (Huset t.v. med den høje trappe bag manden med kælken.)

I den hvide ejendom til venstre på Østergade 9, bag manden med kælken, lå isbaren Onkel Tom

Når vi gik på isbar, var det ofte spontant og ofte havde veninderne fået samme gode idé. Vi sad sammen og nød musikken, der var valgt på jukeboxen.
Desværre husker jeg ikke hvor meget boxen skulle fodres med, men mener at huske, det kostede 25 øre for et nummer. Der kunne vælges en stribe af numre på forhånd og kastes penge i på en gang. Yndlingsnumrene kom så som perler på snor og det var dejligt, når man selv havde valgt dem. Værre var det, hvis en anden havde valgt en stribe numre, som man ikke brød sig om.


Det var ofte hen på eftermiddagen, når lektierne var overstået, at man lige skulle ned og vende i byen. - Et besøg på isbaren og en hurtig snak . Ofte mødtes man med de samme hver gang, som havde fået samme gode idé.
- Og så var det sådan, at man kom på den samme af byens to isbarer hver gang. De,som gik i skole i den østlige del af byen kom på én og de, som gik i skole i den vestlige del af byen kom på den anden. Byens to skoler delte byens ungdom i to samt valget af isbar.


I en større nabokommune fik man på et tidspunkt midt i 60erne en mælkepop bar og det var nyt. Her spillede man ungdommens musik, der blev drukket milkshakes uden alkohol med forskellig smag af høje glas med sugerør ved en bardisk. Meget moderne og meget smart. Mælkepop'erne blev vist lanceret af Karoline for mejerierne.
Desværre var det ikke ofte, vi teenagere teenagere havde lejlighed til at komme på mælkepop. Afstanden var lang set med datidens øjne. Bil, bus eller tog var en nødvendighed, men nogle få gange bød lejligheden sig dog til et besøg på dette spændende sted.

onsdag den 13. juni 2012

I popklubben

Hun husker . . . . . .

Et par år eller tre inde i 60erne, var der landet over etableret pigtrågsbal og såkaldte popklubber for de unge. Her blev landskendte og mindre kendte pigtrådsorkestre hyret til at spille for de unge. Samtidig afholdtes pigtrådsballer lørdag aften, men det kunne faktisk også være søndag eftermiddag med pigtrådsmusik og dans. Det foregik ofte på et af de stedlige hoteller og der var trængsel til arrangementerne.
Billedet viser et af tidens pigtrådsorkestre, som vi jævnligt var til popbal med. The Savages var fra Fredericia og bestod bl.a af brødrene Hans og Claus Dal.

The Savages

Når vi veninder skulle i popklubben lørdag aften, det foregik altid på Restaurant Kongebrogården i Middelfart og vi skulle være medlem af klubben for at blive lukket ind. Der var altid en masse forberedelser, før vi skulle afsted og forberedelserne varede sædvanligvis hele lørdag eftermiddag. Ofte var vi to veninder sammen, hos den ene eller hos den anden. Der skulle vælges tøj og sko, håret skulle sættes, make up'n skulle på plads og det kunne tage timer før resultatet var tilfredsstillende. Alene det, at toupere håret, så det sad fuldstændig perfekt, var et kæmpe ritual, om man nu også ramte plet i første forsøg, ellers var det om og om igen til håret sad.


Forventningerne var høje og vi kunne næsten ikke vente til vi skulle afsted. Det kom måske også af, at vi kun  fik lov at tage afsted engang imellem. Det var ikke nogen selvfølge, at vi måtte gå i byen hver lørdag aften, - slet ikke. Piger på 15-16 år dengang, skulle spørge forældrene om lov til at gå i byen og så var der altid klokkeslet på, hvornår vi skulle være hjemme. Selvfølgelig mukkede vi, når vi fik nej. Det var ganske forfærdeligt, når veninden fik lov at gå og man selv måtte blive hjemme, - ja, faktisk slet ikke til at bære.

Når der var popbal på Kongebrogården, kom vi gerne i god tid. Det gjalt om at få det hele med. - Suset, når man trådte indenfor, et mylder af unge, forventningsfulde mennesker og scenen, hvor musikerne havde stillet instrumenterne op. Straks vi havde afleveret overtøjet, - afsted til damernes toiletter, hvor en sidste afpudsning fandt sted foran spejlet.


Så gik jagten ind på at finde et rigtig godt bord, - strategisk rigtigt anbragt, så intet skulle blive et forstyrrende element i vor aften og alt, hvad vi kom for at opleve.

Vi var to veninder, som indledte aftenen ens hver gang, vi var afsted i popklubben. Der blev bestilt 2 grape tonic, - én til hver og med mindre nogen gav ud på os, skulle den vare hele aftenen. Vi drak aldrig øl eller spiritus, men evnede at more os alligevel.
Som regel holdt vi altid øje med, om den eller den kom. Det var rimelig nemt og det var stort set de samme, som dukkede op hver gang og naturligvis kendte vi en masse. - Skolekammerater og andre unge fra byen.

Det giver dejlige minder, at tænke på dengang, hvor det hele begyndte og det, at have været en del af det.

søndag den 6. maj 2012

Singler,EP'ere og LP'ere

Hun husker . . . . . .

Livet som teenager i 60erne medførte stor appetit på tidens nye musik for de unge og i byerne var der decideret pladeforretninger med salg af plader og det var der gang i. Pladeforretningerne var typisk indrettet som en pladebar med flere sæt høretelefoner til kunderne, som selvfølgelig ville høre musikken, før der blev investeret i den.
Når der var rigtig travlt, stod der en hel stribe ved disken og hørte musik i høretelefonerne, medens ekspedienten havde nok at gøre med, at fodre pladespillerne med den ønskede musik.
Tidens unge opbyggede hver især deres pladesamling, som bare voksede og voksede, efterhånden som der blev råd til at investere i plader. Plader var også selvskreven som både jule- og fødselsdagsgave. I de tilfælde var coveret plomberet, så pladen kunne byttes, hvis ikke giveren havde fået købt det helt rigtige.


60ernes plader var af vinyl og blev faktisk let ridset, hvis man var lidt uforsigtig med pick-up'en. Det var heller ikke en god idé, at lægge plader op ad en radiator eller anden varmekilde, da de nemt begyndte at bule og miste faconen.
Datidens vinylplader fandtes som single med et nummer på hver side, EP pladerne havde flere numre på hver side og de store LP plader kunne rumme et helt album.

Og hvilken lykke var det ikke, når man have penge nok til at købe den næste plade med den musik, der allermest blev hængende i øregangen efter at have lyttet til Jørgen Mylius eller radio Luxembourg, når der blev spillet hitlister i radioen.



De fleste teenagere havde grammofoner eller pladespillere, som de også hedder. Det var dengang helt almindeligt, at ønske sig en grammofon i konfirmationsgave.
Grammofonerne var små og i forskellige farver, ofte med låg til. Jeg husker endnu min tro turkisfarvede grammofon, som var et meget vigtigt stykke inventar på mit værelse, - og den var da også i gang tidlig og silde.

Cliff Richard eller Elvis Presley

hun husker . . . . . . .

Fra slutningen af 50erne og op igennem 60erne, var de to allerstørste navne Elvis Presley og Cliff Richard, der sammen med sin gruppe The Shadows gjorde pigerne svage i knæene.
Man måtte være orienteret til enten den ene eller den anden og det var et meget vigtigt spørgsmål, at have afklaret, hvem af de to idoler man var til. For mit eget vedkommende var jeg faktisk både til den ene og den anden med en svag overvægt til Cliff Richard. Hans musik var den blide slags og det appellerede til mig.




I 1960 oprette Danmarks Radio en ny musikradio, P3 og til at bestyre de unges programmer, ansatte man Jørgen Mylius med en alder af 16 år på bagen.
Vi teenagere hørte "Efter skoletid", "For de unge" og "Ugens top 20" med Jørgen Mylius i transistorradio, når vi om eftermiddagen kom fra skole. Det kunne godt være lidt af en kamp med ens forældre, når der både skulle læses lektier og høres musik samtidig. Disciplinen lød, "lektierne først og musikken bagefter". Til tider snød man nu, hvis det altså var muligt. Min forældre var meget strikse på det punkt og det var vanskeligt at omgås.


Om aftenen lyttede vi til Radio Luxemburg, som spillede non stop, bl.a. med hitlisterne fra USA. Herfra var man leveringsdygtig i en stor del af tidens popmusik og navne.
Kært barn har mange navne, således også popmusikken, der både blev kaldt langhåret musik, pigtrådsmusik, beat og pop. Det var bestemt ikke musik, der faldt i vore forældres smag, så når vi skulle høre musik ,foregik det på værelset. Ofte havde man en veninde, til at lytte muik sammen med, på besøg.


En masse af tidens musik for de unge kom fra USA, England og sågar Tyskland, der sidst i 50erne og frem diskede op med en stribe biograffilm med teenagestjernerne Conny Froboess, Peter Kraus og Rex Gildo. Conny og Peter var et begreb og  det var musik, der betog tidens unge. Der var trængsel i pladebutikkerne, hvor unge stod i kø for at købe single plader med bl. a. Conny og Peter. Men også Danmark havde navne som Otto Brandenburg, Gitte Hænning og ikke at forglemme de mange pigtrådsorkestre, der dukkede op i tiden. Peter Belli & Les Rivals, The hitmakers, Sir Henry and the Butlers, The Rocking Ghost, The Defenders, The Beefeaters m.fl.

Peter Belli & Les Rivals


The Hitmakers


The Defenders

Little Eva, April Stevens, Pat Boone, Del Shannon, Poul Anka, Rolling Stones. - Rækken af amerikanske og engelske musikere fra 60ernes hitlister er næsten uendelig. Den vil vi komme ind på næste gang med smagsprøver af musikken.

torsdag den 26. april 2012


Bydreng med Long John i 60erne

han husker . . . . . .

I starten af 60erne var jeg 15 år og fik plads hos en købmand som bybud efter skoletid. Masser af drenge var bybude på den tid, men det var faktisk slet ikke meningen, at jeg skulle være bud. Imidlertid skulle budet, hos den købmand mine forældre handlede hos, læse videre og havde ikke mere den fornødne tid til jobbet. Han var et par år ældre end jeg, vi kendte hinanden, og han spurgte, om jeg ville have pladsen, så skulle han anbefale mig til købmanden.

Tiden dengang var til, at man ikke handlede på egen hånd og jeg måtte naturligvis først spørge mine forældre om lov. Jeg fik deres accept og kunne begynde straks, et par timer hver dag efter skoletid - også om lørdagen. Det gav nogle gode lommepenge, som jeg så kunne bruge, som jeg ville.


Selve det, at køre rundt i byen med varer til kunderne, foregik på en Long John. Det var en slags varecykel med et lad foran. Her kunne ølkasser, pakkede kurve med varer og andet stå. Sådan en Long John kunne være forbandet tung at træde op ad bakke. Sommetider pakket med flere kasser øl og kurve ved siden af.I den forbindelse skal lige nævnes, at ølkasser i 60erne var tunge trækasser, der kunne rumme 50 ølflasker.


Der var ikke lige meget at bringe ud hver dag. Fredag og lørdag, var de travle dage, hvor flest varer skulle bringes ud og det kunne være hårdt arbejde, at slæbe fulde ølkasser og tungt pakkede kurve flere eteger op, men så fik man jo en drikkeskilling og glemte hurtigt, hvor hårdt det i grunden var.
Når købmanden havde pakket kurvene lagde han en bog ned ved siden af varerne. Det var den bog, han skrev op i, hvad folk købte fra gang til gang. Kunden skulle kvittere for at have modtaget varerne og jeg blev indprintet, at få bogen med hjem igen. Engang imellem blev der afregnet, hvor kunden betalte, hvad han skyldte. De fleste mennesker dengang, havde en bog hos købmanden. Udover bogen lagde købmanden også et stykke chokolade gratis med for at påskønne, at man handlede hos ham. Det var som regel enten et stykke Senator- eller et stykke Pernille chokolade. En sådan service var helt almindelig dengang.


På stille dage med få udbringninger, skulle der sorteres flasker og engang imellem, skulle der hentes spegesild fra tønderne i baglokalet over gården. Det var et væmmeligt job. Sildene lå i ildelugtende lage i en stor trætønde og herfra skulle de hentes op med en trætang så købmanden kunne pakke dem ind i pergamentpapir og gamle aviser, før jeg bragte dem ud til kunderne. Håndteringen af sildene skulle foregå med tungen lige i munden, da lagen jo ellers resikerede, at rende én ned af armene. Det med sildene vænnede jeg mig aldrig til.

Købmanden var iøvrigt fremsynet, idet han var begyndt at hente hele oste på mejeriet, der lå tæt ved butikken. Osten skar han ud til passende stykker, som så blev sirligt pakket ind i cellofan. Der blev vejet af og sat prismærker på. Det var noget folk syntes om. Der blev i hvert fald solgt mange stykker ost.

Persondyrkelse af sportsstjerner i 60erne

han husker . . . . . . .

Persondyrkelse indenfor sport, film og musik var også et kendt begreb først i 60erne, hvor jeg var 16 år. Sportsstjerner opnåede anerkendelse og popularitet i forhold til deres kunnen. De mange millioner, der gør helt unge sportsstjerne til mangemillionærer på ingen tid i vore dage, var slet ikke aktuelt og involveret i sportens verden dengang. Man dyrkede sine idoler, fordi de var dygtige og nogle enere indenfor den enkelte disciplin.

Esbjerg 1. divisionshold 1949

Mine idoler var 1. divisionsholdet i Esbjerg, som jeg med mine forældre tog rundt og så kampe med om søndagen. Det kunne bl.a. være i Odense, Vejle, Aarhus. Disse ture var både spændende og noget særligt, fordi vi havde kaffe og blødt brød med, som vi nød i grøftekanten efter kampen.
Sådan en dejlig søndag eftermiddag med fodbold på stadion, kaffe og kage i grøftekanten var noget stort og noget særligt, som der kunne leves højt på længe.

Esbjerg 1. divisionshold MÅL 1960

På 1. divisionsholdet i Esbjerg spillede en god bekendt af min far. Det gjorde bl.a., at vi jævnligt fulgte holdet, når de spillede. Naturligvis blev fars gode bekendt introduceret for mig og han blev straks mit store sportsidol.
På et tidspunkt skulle Esbjerg spille på Odense gamle atletikstadion og far havde talt med sin ven om, at jeg skulle møde ham i pausen. Det var stort. Jeg var så spændt, at jeg faktisk blev syg af spændingen og måtte tilses af en samaritter. Gudskelov gik det bedre, jeg nåede at møde idolet, som er død i dag og en kæmpe oplevelse, jeg aldrig glemmer, var det.

Knud Lundberg overrækker pokal til Esbjergs juniorhold 1951

Efterhånden som jeg blev ældre, faldt idoldyrkelsen bort, men min loyalitet til Esbjerg er stadig den samme i dag som for 50 år siden.