søndag den 14. april 2013

EN FORÅRSDAG I MAJ - DENGANG FØRST I 60ERNE

Foråret er kommet, solen står højt på himlen og dengang i 60erne som i dag, søgte folk udendørs, når chancen bød sig. Ikke at det er meget anderledes end vi gør i vore dage. Solen har til alle tider kunne lokke folk af huse.
 

De unge teenage piger har fået bare arme og ben og årets første is nydes ved bådehavnen, hvor bådene er kommet i vandet. 1962.
 

Højt oppe på taget har tækkemanden travl i det gode vejr for nu er det højsæson for stråtage. Dengang som nu, var stråtage ved at være en sjældenthed. Det skyldtes til dels, at det var dyrt at holde tagene, akkurat som i dag. Men intet var og er mere idyllisk. 1962.
 

Til forår hørte sig rulleskøjter. Før man var stabil, var det en god idé med en tur i parken, hånd i hånd med mor og bedste. Rulleskøjter var bedst, når man var øvet. Det var aldrig rart med alt for mange blodige knæ efter fald på rulleskøjter. 1962.
 

Børnene hjalp til med forårsrengøringen i haven. Faderen lod dem gøre sig sine erfaringer. 1962.
 

Børnehavebørn 1962. Der spises medbragt mad, belagt med sunde ting som æg, sild, chokolade og rosiner.

Spise og Rejse

søndag den 10. marts 2013

Ole Lukøje natkjole og kalypsotrusser

Hun husker . . . . .

De fleste større, også mindre og små byer, havde i barndommen og ungdommen i50'erne og op gennem 60erne et Schous Sæbehus og eller en Tatol forretning. Fælles for begge butikstyper var, at de havde helt almindelige varer til helt almindelige mennesker. De var faktisk små varehuse, da sortimentet var bredt og alsidigt. Schous Sæbehus førte sæbevarer, håndsæbe, sæbespåner, parfumevarer, smykker, hårpynt, hårbørster, voks til håret i form af Lock-Vox lock-vox, der havde en helt særlig duft, rengøringsmidler, nylonstrømper til damer, trikotage, undertøj til damer, tidens nye kalypsotrusser til damer og som noget helt særligt sidst i 50erne, - Ole Lukøje natkjoler til damer af tyndt, gennemsigtigt nylonstof. Sådan én drøm stod på ønskesedlen til jul, efter at man havde trykket næsen flad mod ruden for at se forretningens juleudstilling, hvor den eftertragtede sag var dekorativt præsenteret.
 
 
 
I barndommens by, en af Fyns utallige købstæder ved kysten, havde vi både et Schous Sæbehus, der lå i Algade, midt i byen og et Tatol, der lå på indfaldsvejen gennem byen. I vor familie benyttede vi Schaus Sæbehus til småindkøb som håndsæbe, tandpasta, småting til håret, nylonstrømper og andre småfornødenheder.
 
 

Ekspeditricerne i Schous Sæbehus var yngre, fikse kvinder og så var forretningen stor og lys med megen venlighed over sig. Det var spændende at bevæge sig rundt blandt alle de velduftende ting og sager, der duftede helt ud på gaden.
 

Anderledes forholdt det sig med byensTatol. En anden type forretning, dog med nogle af de samme varer og så solgte man også både kaffe og tobaksvarer her.
Af en eller anden årsag handlede vi aldrig i Tatol, idet butikken var temmelig støvet, gammeldags og meget mørk og tatoldamen ligeså. Hun gik forøvrigt i kittel som man så damerne i tyske forretninger.

Det manglende dagslys skyldtes de overfyldte butiksvinduer, hvor tingene stod stablet, så intet lys slap ind i forretningen.

tirsdag den 4. september 2012

Skøjtevejr og lyseblå strækbukser

Hun husker . . . . .

Dengang først i 60erne, når vinteren bed og der var frostgrader i luften, var det skik og brug at byens og forresten også nabobyens ungdom strømmede til skøjtebanen lige ved Hotel Kongebrogården, som jo desværre ikke er mere i sin oprindelige smukke, gamle, skikkelse.


Skøjtebanen genopstod hvert år i kolde vintre, hvor kommunen overrislede et stort fladt areal med vand og gav børn og unge lejlighed til at boltre sig på skøjter til et stykke ud på aftenen, thi skøjtebanen var flot oplyst. Vi kunne slet ikke få nok af de herlige skøjteoplevelser og fik ofte lov til at være på skøjtebanen efter spisetid om aftenen. Sæsonen var som regel kort.


Sammen med en veninde, husker jeg, vi om vinteren begav os ned til Kongebro, tillige med en masse andre skøjtehungrende børn og unge.



Et år havde jeg fået hvide kunstskøjter i julegave, men mange måtte klare sig med gammeldags skøjter, som de spændte på støvler og lignende.
Det var faktisk vigtigt for os teenagere, at se godt ud på isen. Sammen med de hvide kunstskøjter, husker jeg også at ha' haft et par sart lyseblå strækbukser, af den slags, hvor bukserne forneden udgjorde en strop ned under foden. Det var på tidspunktet højeste mode. Sammen med en hvid, vatteret jakke af nylonstof, var det et flot skøjtesæt.

                SKIMODEN VINTEREN 1959/1960





Skøjteløb var ikke eneste vinteraktivitet. Vi stod også på ski, i vintre med godt snevejr. Det foregik på bakkerne ved Den gamle Lillibæltsbro. Her nød byens ungdom og de voksne sneens glæder.

søndag den 17. juni 2012

Teenager i 60erne og ryger

Hun husker . . . . .

I dag er der i hvert fald al mulig grund til at lade være med at ryge. Alle er klar over rygningens farer, både for eget og andres liv og helbred.

Dengang i 60erne var det selvfølgelig også valgfrit, om man ville begynde at ryge som ung. Blot blev der ikke, som i dag, malet fanden på væggene, men i en eller anden grad var det nok alligevel forstået, at rygning var farligt for helbredet, uden at der derfor blev talt en masse derom og uden advarsler på cigaretpakkerne.


Smarte reklamer i ugebladene med kendte inden- og udenlandske skuespillere, rockmusikere og andre kendte personer, har da helt sikkert dengang i 60erne været med til at sætte focus på, at det skam var smart at ryge.



For mit eget vedkommende begyndte det så småt omkring konfirmationen og faktisk tror jeg også, at det netop handlede en hel del om, at være smart og med fremme, mere end det egentlig smagte godt, for det gjorde det jo ikke.

I mit hjem var det kun min far, der røg og det gjorde han kun til jeg var omkring 14-15 år. Så lagde han cigaretterne på hylden og røg aldrig sidenhen. Hvorimod jeg altså først var på begynderstadiet til et liv som ryger.

Der var ikke tale om noget bestemt kvantum om dagen, snarere en cigaret i ny og næ, når lejlighed bød sig og nogen måske havde cigaretter, som de gav ud af. Jeg gik ikke med cigaretter og havde heller ikke penge til at købe dem for i større målestok. Det nærmeste var, når vi veninder i fællesskab købte en pakke cigaretter af mærket Eifel. De fandtes i pakker med 5 stk. i og kunne købes forskellige steder i kiosker og tobakshandeler. Cigaretter kunne også trækkes i cigaretautomater, som der dengang var en del af rundt i byen. Ofte i forbindelse med købmandsforretninger og tobaksforretninger.


De få cigaretter i ny og næ, blev langsomt til flere og efterhånden var man jo avanceret til en rigtig ryger. Rygeriet stod herefter på i en årerække, men heldigvis for mit eget vedkommende fik jeg dog holdt op for over 25 år siden, men ikke alle var så heldige. Nogle ryger stadig.

torsdag den 14. juni 2012

Isbar og Jukebox

Hun husker . . . . .

I de fleste større byer, var der en isbar med jukebox, hvor ungdommen mødtes, hørte musik, spiste is og drak sodavand.
Vores købstad var ingen undtagelse. Her var faktisk to isbarer, - en i hver ende af hovedgaden.
Herunder et gammelt foto af ejendommen Østergade 9, hvor den senere isbar Onkel Tom kom til at ligge. (Huset t.v. med den høje trappe bag manden med kælken.)

I den hvide ejendom til venstre på Østergade 9, bag manden med kælken, lå isbaren Onkel Tom

Når vi gik på isbar, var det ofte spontant og ofte havde veninderne fået samme gode idé. Vi sad sammen og nød musikken, der var valgt på jukeboxen.
Desværre husker jeg ikke hvor meget boxen skulle fodres med, men mener at huske, det kostede 25 øre for et nummer. Der kunne vælges en stribe af numre på forhånd og kastes penge i på en gang. Yndlingsnumrene kom så som perler på snor og det var dejligt, når man selv havde valgt dem. Værre var det, hvis en anden havde valgt en stribe numre, som man ikke brød sig om.


Det var ofte hen på eftermiddagen, når lektierne var overstået, at man lige skulle ned og vende i byen. - Et besøg på isbaren og en hurtig snak . Ofte mødtes man med de samme hver gang, som havde fået samme gode idé.
- Og så var det sådan, at man kom på den samme af byens to isbarer hver gang. De,som gik i skole i den østlige del af byen kom på én og de, som gik i skole i den vestlige del af byen kom på den anden. Byens to skoler delte byens ungdom i to samt valget af isbar.


I en større nabokommune fik man på et tidspunkt midt i 60erne en mælkepop bar og det var nyt. Her spillede man ungdommens musik, der blev drukket milkshakes uden alkohol med forskellig smag af høje glas med sugerør ved en bardisk. Meget moderne og meget smart. Mælkepop'erne blev vist lanceret af Karoline for mejerierne.
Desværre var det ikke ofte, vi teenagere teenagere havde lejlighed til at komme på mælkepop. Afstanden var lang set med datidens øjne. Bil, bus eller tog var en nødvendighed, men nogle få gange bød lejligheden sig dog til et besøg på dette spændende sted.