han husker . . . . . . .
Persondyrkelse indenfor sport, film og musik var også et kendt begreb først i 60erne, hvor jeg var 16 år. Sportsstjerner opnåede anerkendelse og popularitet i forhold til deres kunnen. De mange millioner, der gør helt unge sportsstjerne til mangemillionærer på ingen tid i vore dage, var slet ikke aktuelt og involveret i sportens verden dengang. Man dyrkede sine idoler, fordi de var dygtige og nogle enere indenfor den enkelte disciplin.
Mine idoler var 1. divisionsholdet i Esbjerg, som jeg med mine forældre tog rundt og så kampe med om søndagen. Det kunne bl.a. være i Odense, Vejle, Aarhus. Disse ture var både spændende og noget særligt, fordi vi havde kaffe og blødt brød med, som vi nød i grøftekanten efter kampen.
Sådan en dejlig søndag eftermiddag med fodbold på stadion, kaffe og kage i grøftekanten var noget stort og noget særligt, som der kunne leves højt på længe.
På 1. divisionsholdet i Esbjerg spillede en god bekendt af min far. Det gjorde bl.a., at vi jævnligt fulgte holdet, når de spillede. Naturligvis blev fars gode bekendt introduceret for mig og han blev straks mit store sportsidol.
På et tidspunkt skulle Esbjerg spille på Odense gamle atletikstadion og far havde talt med sin ven om, at jeg skulle møde ham i pausen. Det var stort. Jeg var så spændt, at jeg faktisk blev syg af spændingen og måtte tilses af en samaritter. Gudskelov gik det bedre, jeg nåede at møde idolet, som er død i dag og en kæmpe oplevelse, jeg aldrig glemmer, var det.
Efterhånden som jeg blev ældre, faldt idoldyrkelsen bort, men min loyalitet til Esbjerg er stadig den samme i dag som for 50 år siden.
Esbjerg 1. divisionshold 1949
Sådan en dejlig søndag eftermiddag med fodbold på stadion, kaffe og kage i grøftekanten var noget stort og noget særligt, som der kunne leves højt på længe.
Esbjerg 1. divisionshold MÅL 1960
På 1. divisionsholdet i Esbjerg spillede en god bekendt af min far. Det gjorde bl.a., at vi jævnligt fulgte holdet, når de spillede. Naturligvis blev fars gode bekendt introduceret for mig og han blev straks mit store sportsidol.
På et tidspunkt skulle Esbjerg spille på Odense gamle atletikstadion og far havde talt med sin ven om, at jeg skulle møde ham i pausen. Det var stort. Jeg var så spændt, at jeg faktisk blev syg af spændingen og måtte tilses af en samaritter. Gudskelov gik det bedre, jeg nåede at møde idolet, som er død i dag og en kæmpe oplevelse, jeg aldrig glemmer, var det.
Knud Lundberg overrækker pokal til Esbjergs juniorhold 1951
Efterhånden som jeg blev ældre, faldt idoldyrkelsen bort, men min loyalitet til Esbjerg er stadig den samme i dag som for 50 år siden.
Hvor er det dejligt at læse jeres blog. Den er meget velskrevet og selv om jeg er lidt yngre end jer (årgang 1959) er der mange ting, jeg kan huske og nikke genkendende til.
SvarSlet