Bydreng med Long John i 60erne
han husker . . . . . .
I starten af 60erne var jeg 15 år og fik plads hos en købmand som bybud efter skoletid. Masser af drenge var bybude på den tid, men det var faktisk slet ikke meningen, at jeg skulle være bud. Imidlertid skulle budet, hos den købmand mine forældre handlede hos, læse videre og havde ikke mere den fornødne tid til jobbet. Han var et par år ældre end jeg, vi kendte hinanden, og han spurgte, om jeg ville have pladsen, så skulle han anbefale mig til købmanden.
Tiden dengang var til, at man ikke handlede på egen hånd og jeg måtte naturligvis først spørge mine forældre om lov. Jeg fik deres accept og kunne begynde straks, et par timer hver dag efter skoletid - også om lørdagen. Det gav nogle gode lommepenge, som jeg så kunne bruge, som jeg ville.
Selve det, at køre rundt i byen med varer til kunderne, foregik på en Long John. Det var en slags varecykel med et lad foran. Her kunne ølkasser, pakkede kurve med varer og andet stå. Sådan en Long John kunne være forbandet tung at træde op ad bakke. Sommetider pakket med flere kasser øl og kurve ved siden af.I den forbindelse skal lige nævnes, at ølkasser i 60erne var tunge trækasser, der kunne rumme 50 ølflasker.
Der var ikke lige meget at bringe ud hver dag. Fredag og lørdag, var de travle dage, hvor flest varer skulle bringes ud og det kunne være hårdt arbejde, at slæbe fulde ølkasser og tungt pakkede kurve flere eteger op, men så fik man jo en drikkeskilling og glemte hurtigt, hvor hårdt det i grunden var.
Når købmanden havde pakket kurvene lagde han en bog ned ved siden af varerne. Det var den bog, han skrev op i, hvad folk købte fra gang til gang. Kunden skulle kvittere for at have modtaget varerne og jeg blev indprintet, at få bogen med hjem igen. Engang imellem blev der afregnet, hvor kunden betalte, hvad han skyldte. De fleste mennesker dengang, havde en bog hos købmanden. Udover bogen lagde købmanden også et stykke chokolade gratis med for at påskønne, at man handlede hos ham. Det var som regel enten et stykke Senator- eller et stykke Pernille chokolade. En sådan service var helt almindelig dengang.
På stille dage med få udbringninger, skulle der sorteres flasker og engang imellem, skulle der hentes spegesild fra tønderne i baglokalet over gården. Det var et væmmeligt job. Sildene lå i ildelugtende lage i en stor trætønde og herfra skulle de hentes op med en trætang så købmanden kunne pakke dem ind i pergamentpapir og gamle aviser, før jeg bragte dem ud til kunderne. Håndteringen af sildene skulle foregå med tungen lige i munden, da lagen jo ellers resikerede, at rende én ned af armene. Det med sildene vænnede jeg mig aldrig til.
Købmanden var iøvrigt fremsynet, idet han var begyndt at hente hele oste på mejeriet, der lå tæt ved butikken. Osten skar han ud til passende stykker, som så blev sirligt pakket ind i cellofan. Der blev vejet af og sat prismærker på. Det var noget folk syntes om. Der blev i hvert fald solgt mange stykker ost.
I starten af 60erne var jeg 15 år og fik plads hos en købmand som bybud efter skoletid. Masser af drenge var bybude på den tid, men det var faktisk slet ikke meningen, at jeg skulle være bud. Imidlertid skulle budet, hos den købmand mine forældre handlede hos, læse videre og havde ikke mere den fornødne tid til jobbet. Han var et par år ældre end jeg, vi kendte hinanden, og han spurgte, om jeg ville have pladsen, så skulle han anbefale mig til købmanden.
Tiden dengang var til, at man ikke handlede på egen hånd og jeg måtte naturligvis først spørge mine forældre om lov. Jeg fik deres accept og kunne begynde straks, et par timer hver dag efter skoletid - også om lørdagen. Det gav nogle gode lommepenge, som jeg så kunne bruge, som jeg ville.
Selve det, at køre rundt i byen med varer til kunderne, foregik på en Long John. Det var en slags varecykel med et lad foran. Her kunne ølkasser, pakkede kurve med varer og andet stå. Sådan en Long John kunne være forbandet tung at træde op ad bakke. Sommetider pakket med flere kasser øl og kurve ved siden af.I den forbindelse skal lige nævnes, at ølkasser i 60erne var tunge trækasser, der kunne rumme 50 ølflasker.
Der var ikke lige meget at bringe ud hver dag. Fredag og lørdag, var de travle dage, hvor flest varer skulle bringes ud og det kunne være hårdt arbejde, at slæbe fulde ølkasser og tungt pakkede kurve flere eteger op, men så fik man jo en drikkeskilling og glemte hurtigt, hvor hårdt det i grunden var.
Når købmanden havde pakket kurvene lagde han en bog ned ved siden af varerne. Det var den bog, han skrev op i, hvad folk købte fra gang til gang. Kunden skulle kvittere for at have modtaget varerne og jeg blev indprintet, at få bogen med hjem igen. Engang imellem blev der afregnet, hvor kunden betalte, hvad han skyldte. De fleste mennesker dengang, havde en bog hos købmanden. Udover bogen lagde købmanden også et stykke chokolade gratis med for at påskønne, at man handlede hos ham. Det var som regel enten et stykke Senator- eller et stykke Pernille chokolade. En sådan service var helt almindelig dengang.
På stille dage med få udbringninger, skulle der sorteres flasker og engang imellem, skulle der hentes spegesild fra tønderne i baglokalet over gården. Det var et væmmeligt job. Sildene lå i ildelugtende lage i en stor trætønde og herfra skulle de hentes op med en trætang så købmanden kunne pakke dem ind i pergamentpapir og gamle aviser, før jeg bragte dem ud til kunderne. Håndteringen af sildene skulle foregå med tungen lige i munden, da lagen jo ellers resikerede, at rende én ned af armene. Det med sildene vænnede jeg mig aldrig til.
Købmanden var iøvrigt fremsynet, idet han var begyndt at hente hele oste på mejeriet, der lå tæt ved butikken. Osten skar han ud til passende stykker, som så blev sirligt pakket ind i cellofan. Der blev vejet af og sat prismærker på. Det var noget folk syntes om. Der blev i hvert fald solgt mange stykker ost.
