søndag den 6. maj 2012

Singler,EP'ere og LP'ere

Hun husker . . . . . .

Livet som teenager i 60erne medførte stor appetit på tidens nye musik for de unge og i byerne var der decideret pladeforretninger med salg af plader og det var der gang i. Pladeforretningerne var typisk indrettet som en pladebar med flere sæt høretelefoner til kunderne, som selvfølgelig ville høre musikken, før der blev investeret i den.
Når der var rigtig travlt, stod der en hel stribe ved disken og hørte musik i høretelefonerne, medens ekspedienten havde nok at gøre med, at fodre pladespillerne med den ønskede musik.
Tidens unge opbyggede hver især deres pladesamling, som bare voksede og voksede, efterhånden som der blev råd til at investere i plader. Plader var også selvskreven som både jule- og fødselsdagsgave. I de tilfælde var coveret plomberet, så pladen kunne byttes, hvis ikke giveren havde fået købt det helt rigtige.


60ernes plader var af vinyl og blev faktisk let ridset, hvis man var lidt uforsigtig med pick-up'en. Det var heller ikke en god idé, at lægge plader op ad en radiator eller anden varmekilde, da de nemt begyndte at bule og miste faconen.
Datidens vinylplader fandtes som single med et nummer på hver side, EP pladerne havde flere numre på hver side og de store LP plader kunne rumme et helt album.

Og hvilken lykke var det ikke, når man have penge nok til at købe den næste plade med den musik, der allermest blev hængende i øregangen efter at have lyttet til Jørgen Mylius eller radio Luxembourg, når der blev spillet hitlister i radioen.



De fleste teenagere havde grammofoner eller pladespillere, som de også hedder. Det var dengang helt almindeligt, at ønske sig en grammofon i konfirmationsgave.
Grammofonerne var små og i forskellige farver, ofte med låg til. Jeg husker endnu min tro turkisfarvede grammofon, som var et meget vigtigt stykke inventar på mit værelse, - og den var da også i gang tidlig og silde.

Cliff Richard eller Elvis Presley

hun husker . . . . . . .

Fra slutningen af 50erne og op igennem 60erne, var de to allerstørste navne Elvis Presley og Cliff Richard, der sammen med sin gruppe The Shadows gjorde pigerne svage i knæene.
Man måtte være orienteret til enten den ene eller den anden og det var et meget vigtigt spørgsmål, at have afklaret, hvem af de to idoler man var til. For mit eget vedkommende var jeg faktisk både til den ene og den anden med en svag overvægt til Cliff Richard. Hans musik var den blide slags og det appellerede til mig.




I 1960 oprette Danmarks Radio en ny musikradio, P3 og til at bestyre de unges programmer, ansatte man Jørgen Mylius med en alder af 16 år på bagen.
Vi teenagere hørte "Efter skoletid", "For de unge" og "Ugens top 20" med Jørgen Mylius i transistorradio, når vi om eftermiddagen kom fra skole. Det kunne godt være lidt af en kamp med ens forældre, når der både skulle læses lektier og høres musik samtidig. Disciplinen lød, "lektierne først og musikken bagefter". Til tider snød man nu, hvis det altså var muligt. Min forældre var meget strikse på det punkt og det var vanskeligt at omgås.


Om aftenen lyttede vi til Radio Luxemburg, som spillede non stop, bl.a. med hitlisterne fra USA. Herfra var man leveringsdygtig i en stor del af tidens popmusik og navne.
Kært barn har mange navne, således også popmusikken, der både blev kaldt langhåret musik, pigtrådsmusik, beat og pop. Det var bestemt ikke musik, der faldt i vore forældres smag, så når vi skulle høre musik ,foregik det på værelset. Ofte havde man en veninde, til at lytte muik sammen med, på besøg.


En masse af tidens musik for de unge kom fra USA, England og sågar Tyskland, der sidst i 50erne og frem diskede op med en stribe biograffilm med teenagestjernerne Conny Froboess, Peter Kraus og Rex Gildo. Conny og Peter var et begreb og  det var musik, der betog tidens unge. Der var trængsel i pladebutikkerne, hvor unge stod i kø for at købe single plader med bl. a. Conny og Peter. Men også Danmark havde navne som Otto Brandenburg, Gitte Hænning og ikke at forglemme de mange pigtrådsorkestre, der dukkede op i tiden. Peter Belli & Les Rivals, The hitmakers, Sir Henry and the Butlers, The Rocking Ghost, The Defenders, The Beefeaters m.fl.

Peter Belli & Les Rivals


The Hitmakers


The Defenders

Little Eva, April Stevens, Pat Boone, Del Shannon, Poul Anka, Rolling Stones. - Rækken af amerikanske og engelske musikere fra 60ernes hitlister er næsten uendelig. Den vil vi komme ind på næste gang med smagsprøver af musikken.