Livet som teenager i 60erne medførte stor appetit på tidens nye musik for de unge og i byerne var der decideret pladeforretninger med salg af plader og det var der gang i. Pladeforretningerne var typisk indrettet som en pladebar med flere sæt høretelefoner til kunderne, som selvfølgelig ville høre musikken, før der blev investeret i den.
Når der var rigtig travlt, stod der en hel stribe ved disken og hørte musik i høretelefonerne, medens ekspedienten havde nok at gøre med, at fodre pladespillerne med den ønskede musik.
Tidens unge opbyggede hver især deres pladesamling, som bare voksede og voksede, efterhånden som der blev råd til at investere i plader. Plader var også selvskreven som både jule- og fødselsdagsgave. I de tilfælde var coveret plomberet, så pladen kunne byttes, hvis ikke giveren havde fået købt det helt rigtige.
60ernes plader var af vinyl og blev faktisk let ridset, hvis man var lidt uforsigtig med pick-up'en. Det var heller ikke en god idé, at lægge plader op ad en radiator eller anden varmekilde, da de nemt begyndte at bule og miste faconen.
Datidens vinylplader fandtes som single med et nummer på hver side, EP pladerne havde flere numre på hver side og de store LP plader kunne rumme et helt album.
Og hvilken lykke var det ikke, når man have penge nok til at købe den næste plade med den musik, der allermest blev hængende i øregangen efter at have lyttet til Jørgen Mylius eller radio Luxembourg, når der blev spillet hitlister i radioen.
De fleste teenagere havde grammofoner eller pladespillere, som de også hedder. Det var dengang helt almindeligt, at ønske sig en grammofon i konfirmationsgave.
Grammofonerne var små og i forskellige farver, ofte med låg til. Jeg husker endnu min tro turkisfarvede grammofon, som var et meget vigtigt stykke inventar på mit værelse, - og den var da også i gang tidlig og silde.
